Månedens profil

Taha Ahmed Svanholm kåret som månedens spiller
DCFs redaktion har kåret sympatiske Taha Ahmed fra Svanholm til juli-måneds spiller. Hvor mange landsholdsdebutanter har egentlig scoret mere end 66 not out- det gjorde Taha i landskampen mod Guernsey i forrige uge? Vi har været i arkiverne, og de viser, at kun 4 spillere tidligere har udført en så fornem bedrift. Axel Morild scorede 80 i DCFs første landskamp mod Oxford i 1954, i 1989 scorede de to svanholmere Jesper Christiansen (112), og Kenneth Hansen (85 +) mod Vesttyskland og i 1995 lavede Mogens Dahl Nielsen Nykøbing Mors 90+ mod Frankrig som debutant. Uden at tage noget fra de andre nævnte præstationer, så er Taha Ahmeds halvleg lavet mod en stærkere modstander- Guernsey- dertil kommer, at han i søndags spillede endnu en flot og offensiv halvleg mod Nørrebro på 56 not out, så han var svær at komme uden om som månedens spiller.